Nyheder

Følg med i byggeriet og fællesskabets udvikling

Vi opdaterer løbende her på siden med nyt om byggeprocessen, vigtige datoer og kommende arrangementer.

Er du måske interesseret i at bo i Fællesskabet ved Amagerbanen?

Vi er stadig i planlægnings- og opstartsfasen, men du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev, hvis du er interesseret i at blive kontaktet når der er nyt, og høre når det bliver muligt at reservere en ejer- eller lejebolig. Vi forventer at udsende (korte) nyhedsbreve når der er nyt at fortælle om byggeproces og fællesskabsproces.

Status på byggeri:

Vi har modtaget tilbud fra tre totalentreprenører. Sammen med vores bygherrerådgiver, Karina Frid, har vi gennemgået dem alle nøje, og haft opfølgende møder med de 3 tilbudsgivere. På den baggrund har vi valgt at arbejde videre med Claus Hansen fra CLS-Construction, som totalleverandør. CLS har budt i samarbejde med arkitekt Michael Schytt Poulsen fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter og ABC Rådgivende ingeniører. Vi er nu i fuld gang med gode konstruktive møder om bl.a. genbrugstegl, facadefarver, materialer, justeringer af lejlighedsindretninger mm. sammen med Claus og Michael, og det lover rigtig godt for samarbejdet. Den nye arkitekt har sat byggeriet ind i en 3D-model, og det giver mulighed for at lege med forskellige materialer og farver på facaderne.

Tidsplan for byggeri:

Den overordnede tidsplan for projektet (med forbehold): 

  • April 2026: Projektforslag færdigt  
  • Maj 2026: Myndighedsprojekt indsendes til Københavns kommune 
  • Oktober 2026: Byggetilladelse fra Københavns kommune (regner vi med) 
  • Februar 2028: Indflytning for ejerlejligheder (håber vi) 
  • Juni 2028: Indflytning for lejelejligheder (håber vi) 
Status på etablering af fællesskaber:

Vi har siden august 2025 løbende holdt infomøder. På de første 3 møder har vi været omkring 20-30, som mødtes i hallen på Yderlandsvej 3 til en hyggelig og inspirerende eftermiddag. I den koldeste tid har vi rykket møderne hjem i vores (dejlig varme) lejlighed, og derfor holdt 3 mindre møder med plads til færre deltagere.

Vi har fortalt om baggrunden og visionen for projektet, og vores motivation for at starte Fællesskabet op. Vi har fortalt om byggeriet, placeringen, status for projektet mm. og viste tegninger. På de to første infomøder gik vi sammen en tur rundt og så på de to byggegrunde.  
På infomøderne i vinter var det for mørkt, så der gik vi i stedet en tur rundt i 3D-modellen eller så på tegningerne.  
 
På alle møder har vi haft gruppearbejde hvor vi har arbejdet med temaer som : fællesskab, bæredygtighed, værdigrundlag/regler, fællesspisning og materialer i boligerne samt udformningen af udearealer og indendørs fællesrum. Der var på alle møderne stort engagement, god spørgelyst og mange gode dialoger. Tak for jeres aktive deltagelse og gode input til projektet – vi glæder os til at fortsætte udviklingen sammen med jer.

Næste tilmelding kan ske her under Kommende begivenheder.

Tilmeld nyhedsbrev

Vi forventer at udsende (korte) nyhedsbreve når der er nyt at fortælle om byggeproces og fællesskabsproces. Udkommer til en start ca. 4 gange om året

Kontakt os