Byggeri, bæredygtighed og materialer
Vi bygger med omtanke – for klimaet og for mennesker
For at bygge bæredygtigt, har vi et ønske om at bruge så lidt beton som muligt, og i stedet bruge certificeret bæredygtigt træ til det meste af konstruktionen. Brug af træ som primært konstruktionsmateriale er en vigtig del af at reducere byggeriets samlede klimabelastning. Vi ønsker også at bruge bæredygtige og klimavenlige løsninger og materialer andre steder i byggeriet hvor det er muligt, uden at boligerne bliver for dyre. Det kunne fx være elektronik og teknik med høj energieffektivitet, solceller på taget, ekstra fokus på genanvendelse af affald mm. Vi har ikke lagt os fast på et specifikt (lavt) CO₂-aftryk endnu, da vi også ønsker at bygge boliger så almindelige mennesker har råd til at bo her. Og det er også noget af det vi gerne vil i dialog med kommende beboere om.
Beskrivelse af materialer og bæredygtige løsninger
Boligerne bygges med træ som primært konstruktionsmateriale for at reducere byggeriets klimabelastning. Af brandtekniske hensyn vil klimaskallen (altså det yderste lag udenpå selve trækonstruktion og isolering) være enten teglsten eller skiffer. Der lægges vægt på, at de synlige materialer uden på bygningerne skal have varme indbydende farver, fx naturskiffer med farvespil, eller mursten i røde og gule nuancer.
Der vil derudover også være fokus på indeklima og naturlige/biogene materialer i resten af byggeriet. Der kommer mere beskrivelse senere, når vi kender de valgte materialer og tekniske løsninger.